Genakkreditering trin-for-trin

En akkreditering efter RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel varer i tre år, hvorefter rådgivningen skal genakkrediteres. Genakkreditering sker efter den til enhver tid gældende kvalitetsmodel. Processen for en genakkreditering minder om den oprindelige, mens omfanget dog er mindre.

RådgivningsDanmarks kvalitetsmodel for rådgivningstilbud

1. Kvalitetsbeskrivelse

Rådgivningen udarbejder igen en kvalitetsbeskrivelse efter den til enhver tid gældende kvalitetsmodel. Rådgivningen kan med fordel tage udgangspunkt i den tidligere kvalitetsbeskrivelse samt de to årlige opfølgninger, men skal være opmærksom på, at der kan være ændrede eller nye kriterier i kvalitetsmodellen. Den opdaterede kvalitetsbeskrivelse udfyldes på AkkrediteringsPortalen under fanen, Genakkreditering.

Som led i genakkrediteringen har rådgivningen mulighed for at få auditors sparring på udvalgte områder eller særlige udfordringer i rådgivningen. Rådgivningen kan ved udfyldelse af kvalitetsbeskrivelsen opliste eventuelle ønsker til særlige fokusområder, som auditor så vil imødekomme i videst muligt omfang.
Kvalificeret rådgivning

2. Auditdag

Ligesom ved den oprindelige akkreditering vil rådgivningen få besøg i forbindelse med genakkreditering – dog kun af en enkelt auditor. Audit vil bestå af en rundvisning, interviews med ledelse, koordinatorer og rådgivere samt observationer i rådgivningen. Auditor skriver på baggrund af kvalitetsbeskrivelsen og besøget en auditrapport.

Auditor vil ikke nødvendigvis være en af de to, der forestod det oprindelige audit. Rådgivningen er velkommen til at efterspørge dette, og i så fald vil RådgivningsDanmark forsøge at efterkomme ønsket.

3. Nævnsafgørelse

På baggrund af auditrapporten træffer nævnet afgørelse om, hvorvidt rådgivningen kan genakkrediteres. Det sker ud fra samme procedure som ved en akkreditering.

Se ”Retningslinjer for tildeling, vedligeholdelse og tilbagekaldelse af akkreditering” (pdf)

Rådgivningen modtager auditrapporten med feedback til hvert punkt i kvalitetsmodellen. Hvis rådgivningen har OK til alle punkter, akkrediterer nævnet rådgivningen. Har rådgivningen mindre eller større uoverensstemmelser, vurderer nævnet, om rådgivningen kan rette op på disse indenfor en fastlagt tidsperiode. Rådgivningen får herefter en handlingsplan og tidsfrist.

Herefter kontakter rådgivningen sekretariatet med dokumentation på, hvordan der er rettet op på uoverensstemmelserne. Nævnet træffer så afgørelse om akkreditering.

4. Kvalitetsstempel

Når rådgivningen har vist, at den fortsat lever op til kvalitetskravene, modtager den et opdateret kvalitetsstempel, der angiver yderligere tre års akkreditering.

Rådgivningen skal forsat udarbejde årlige opfølgninger og genakkrediteres efter tre år.

Modtag nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få information om RådgivningsDanmarks aktiviteter.