#Nyt fra RådgivningsDanmark

Politikerdebat: Jo mere civilsamfundet kan tale med én stemme jo bedre

nov 22, 2021

Et klart budskab stod tilbage, da MF’ere og socialordførere Trine Torp (SF) og Karina Adsbøl (DF) gæstede RådgivningsDanmarks årskonference. Jo mere civilsamfundet samarbejder på tværs og sammen løfter rollen som talerør for deres mange forskellige brugere jo bedre. Politikerne kan hjælpe det på vej.

“Vi har et politisk ansvar for, at der er skabt en usund konkurrence mellem civilsamfundets organisationer, fordi de kæmper om de samme penge. Det skal vi have ryddet op i.”

Sådan lød det fra Trine Torp, som henviste til, at mange af RådgivningsDanmarks medlemsorganisationer i mange år har været tvunget ud i en intern kamp om midler. Dette gjaldt både, da Satspuljen eksisterede og i særdeleshed efter dens nedlæggelse.

Det sker på et tidspunkt, hvor Trine Torp ellers havde bemærket et stigende samarbejde på tværs af civilsamfundsorganisationer. En positiv udvikling, mener hun.

“De seneste år har vi oplevet en høj grad af samarbejde. Der er kommet flere alliancer. I har den rolle at være talerør for dem, I er i kontakt med. Og jo mere I kan tale med samme stemme jo bedre. Men politisk spænder vi ben for den velvilje, der er hos jer til mere samarbejde,” sagde hun.

Tilgængelighed er vigtigt
Karina Adsbøl nikkede genkendende til, at der er kommet en kultur, hvor organisationerne skal kæmpe mod hinanden for at få pengene. Politikerne oplever i stigende grad, at de møder, de har med civilsamfundsorganisationerne, handler om økonomi. Men politikerne ønsker ikke at være et ekspederingskontor.

“Derfor er det godt, at der er kommet en civilsamfundsstrategi. Vi skal tilbage til at drøfte indhold,” sagde hun.

Karina Adsbøl understregede samtidig nødvendigheden af, at både politikere og borgere får et bedre overblik over de mange forskellige civilsamfundsorganisationer.

“Kvalitet, som I arbejder med, starter der, hvor man ved, hvor man skal henvende sig. Det er et stort felt. Derfor er synlighed og tilgængelighed vigtigt.”

Adsbøl fremhævede civilsamfundet som en samarbejdspartner for kommuner og stat og dermed som en del af kernevelfærden.

“Jeg tænker, at det nogle gange er nemmere for borgerne at blive mødt i civilsamfundet, fordi det er en anden kasket, man bliver mødt med. Man bliver ikke puttet ind i en kommunal kasse og registreret. Derfor er tilgængelighed vigtigt,” sagde hun.

Civilsamfundets fremtidige økonomi
Begge debattører var desuden optaget af problemstillingen omkring civilsamfundets fremtidige økonomi efter satspuljens nedlæggelse.

Her understregede Trine Torp til sidst, at hun regner med, at det bliver et finanslovsspørgsmål, mens Karina Adsbøl sluttede af med at svare et stort og rungede ”ja” på spørgsmålet om, hvorvidt hun mener, kvalitet vil blive et kriterium for at få midler i en fremtidig finansieringsmodel.

Læs flere nyheder
Modtag nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og få information om RådgivningsDanmarks aktiviteter.